Puha, sikke en hudløs tur…

Jeg har været til SPOT i Århus. Så rart at komme væk fra Kbh, ud i solen, nyde nærvær af en masse andre mennesker og bare føle sig lidt anderledes placeret end bag computeren i Kbh. Jeg nød det. Var af sted med veninde, og havde så aftalt at mødes med en anden tidligere bofælle gennem 4 mdr. før min muværende bofælle. Vi hyggede os, drak kaffe, hørte musik, fik en enkelt fadøl uden at blive fulde den første aften. Så utroligt rart.

Midt under den sidste koncert sagde min veninde pludselig, ’vi sidder 4 stole fra J’ – og der sad de så, hele familien. Hans bedste ven som jeg har været på ferier med adskillige gange og haft boende en hel måned i Edinborough, hvis far jeg har arbejdet for igennem to år og med hvem jeg har været i Norge på ski med kusiner og kone osv., den anden gode ven, som er blevet gift med min ældste børnehaveveninde og har fået Otto, som jeg elsker og ofte besøger, og hans vens nye indiske kone.

Jeg betragtede ham sidde og konversere. Han så sød ud. Jeg ved godt, hvorfor jeg kan lide ham. Jeg kender ham fandme så godt. Kunne nærmest se, hvad han sagde og hvad han mente ud fra hans ansigtsudtryk.

Men de så ikke os, og jeg kunne ikke få mig selv til at forstyrre… eller ville have at han skulle lægge mærke til mig, og selv vælge om han ville snakke. Jeg forlod koncerten uden at have hilst. Efter 6år sammen, bedste venner der er blevet gift og har føet børn sammen på kryds og på tværs. Jeg føler mig stadig så meget en del af hans liv, og at han er en del af mit. Det var det mest mystiske, jeg nogensinde har oplevet. Vi var på vej hjem, da jeg pludselig begyndte at stortude. Kunne slet ikke holde det ud, ringede til ham og fortalte ham det. At jeg havde siddet ved siden af dem og følt mig så mærkeligt ved siden af et liv, der var mit.

Næste dag var jeg helt angst hele tiden for at løbe på ham igen. SPOT er en lille festival og naturligvis gjorde jeg det. Han kyssede mig på kinden, sagde hej og hastede videre uden at stoppe op for at tale. Jeg stod igen og græd under næste koncert. Hvorfor kunne han ikke lige snakke i tre sekunder eller i det mindste sige, at han havde travlt?

Stødte så igen på ham senere, hvor jeg holdt ham fast og sagde, at han gerne lige måtte stoppe og snakke lidt. Det viste sig, at han troede, at det var mig, der havde hastet videre, og han var blevet ked af, at jeg ikke engang lige gad snakke. Så stod vi der i musikhusets forhal mellem 1000 andre mennesker og havde lige akkurat 3 sek. inden vi blev forstyrret af andre. Vi prøvede at sige noget fornuftigt til hinanden. Det eneste jeg kunne tænke var, at jeg gerne ville have ham lidt væk, ned at sidde, hvor jeg ikke behøvede at frygte at han løb om to sek. Han spurgte faktisk, om vi ikke skulle tage en øl – men så kom hans vens indiske kone, der på en måde har overtaget mit liv – ja, jeg er sindssygt jaloux – det handler ikke om sex og alt det der, det handler om samliv med min elskede J. Hun er nu gift med hans ven, men hun er sammen med dem ofte, på samme måde som jeg igennem så mange år har været det. Jeg føler mig så udskiftet.

Men J ville have os ud at sidde og gik forrest som han plejede, og regnede med at slænget bagved fulgte efter, måske, og jeg følte mig ikke logisk medfølgende - havde lyst til at have ham et øjeblik for mig selv - gad ikke skulle sidde og spille skuespil i en stor flok. Så jeg gik et andet sted hen, og vi fik aldrig rigtigt snakket sammen.

Om aftenen var jeg og veninderne til efterfest. Jeg dansede og nød at hoppe og være meget let beruset (var yderst påpasselig, for ikke at blive rigtigt fuld, af angst for mine reaktioner, hvis J kom) Havde det ualmindeligt sjovt ret længe, men pludselig dansede han ind foran mig og sagde hej. Jeg gik med det samme…. Og så ham gå i en anden retning. Det lykkedes mig at slappe af og danse videre med tidligere bofælle længe. Så på et tidspunkt så jeg pludselig at hele klanen stod omkring 10 meter fra mig og dansede i ring. Jeg blev helt paf og stivnede fuldstændigt med al mod og energi væk med et hammerslag. Jeg var så ved siden af mig selv, og udenfor det, der har været mit liv i 6 år. Jeg holder jo af dem alle sammen, og så gjorde et eller andet alligevel, at jeg ikke kunne gå derhen.

Veninderne foreslog øjeblikkeligt at vi gik. Kl. Var alligevel mange, det var ok, men jeg følte det som et stort stort nederlag.

Jeg kunne have gået hen til dem, have danset med, have gjort et eller andet. Jeg havde jo nærmest afvist samtale to gange samme dag. Hvad fanden vil jeg have. Jeg vil have, at han skal komme og tage mig i armen og sige; kom så ven, skal vi ikke lige gå en lille tur sammen, bare et øjeblik. Jeg ville så gerne have bare en lille smule tid med ham alene. Men det kommer måske aldrig til at ske. Det er genkendeligt, det er det samme som det altid har været.

J er alles og ingens. Præcis som min min veninde med det krøllede hår altid siger det. Man bliver såret, hvis man forventer det mindste. Ikke mere tid til J og S alene. Aldrig igen. Det er svært – meget meget svært for mig at acceptere. Sidder med en kæmpe knude i halsen og skriver dette.

Men heldigvis er det, der gør rigtigt ondt, og lammer mig, væk nu hvor han ikke er ved siden af igen. Og det er godt. Om lidt er jeg hjemme ved mig selv, og jeg glæder mig til at fortælle min bofælle om turen, glæder mig til at komme hjem i lejligheden. J, kommer ikke til at dele mere ud af sig selv til mig. Det er slut (hvis han da har gjort det?). Han er bare en der danser lidt væk fra mig... uden at tale med mig..... Efter seks år sammen. Det er uvirkeligt.

Det må kunne blive bedre end det her, det må det altså. Jeg må blive større og stærkere, jeg bliver nødt til at spille skuespil en forsamling, bliver nødt til at lige at snakke lidt med ham. Ved at det vil gøre mig godt, mere afslappet. Mere åben for at nyde de mennesker, der er vores fælles venner. Damn, hvor er det mærkeligt, og hvor er jeg ked af det. Men det er også søndag, og jeg har naturligvis ikke sovet nok. Ikke græde frøken, ikke græde mere....


PS:
Nu er jeg hjemme og bofælle er også hjemme og sidder og arbejder. Er lige gået ned efter mad til os. I mit stille sind er jeg så taknemmelig for, at der findes lidt stabile mennesker omkring mig. Det er så rart, ikke at være alene, når man er hudløs og svag.